Nyt fradrag sætter skub i reparation af hvidevarer
Det nye servicefradrag gør det mere attraktivt at reparere frem for at købe nyt. Og med ASWO’s reparatørkort bliver det samtidig nemmere for forbrugerne at finde vej til de professionelle værksteder.
Fra januar 2025 er det blevet muligt at få fradrag for reparation af hvidevarer som en del af servicefradraget. En længe ventet ændring, som både støtter op om bæredygtighed og skaber nye muligheder for vores kunder i branchen.
Målet er klart: Færre hårde hvidevarer på genbrugspladsen - og flere på værkstedet. Ifølge tal fra Coop Analyse smides der hvert år omkring 500.000 hvidevarer ud i Danmark. 122.000 af dem er vaskemaskiner, og en tredjedel virker stadig, når de bliver kasseret. Det er både et klimaproblem og en forpasset forretningsmulighed.
Fra genbrugsplads til værksted
For at gøre det lettere for danskerne at finde kvalificerede reparatører har vi hos ASWO lanceret et reparatørkort, der via Google Maps giver et overblik over professionelle værksteder i hele landet.
Kortet er målrettet slutbrugere og hjælper dem med at finde frem til de rigtige fagfolk i nærområdet - og det kan i sidste ende betyde flere kunder i butikken for vores samarbejdspartnere.
Samtidig sikrer vi, at virksomheder på kortet lever op til en række krav, blandt andet at priserne ikke hæves tilsvarende fradraget - så den økonomiske gevinst havner dér, hvor den skal: hos forbrugerne.

Mere synlighed - og mere aktivitet
Den øgede opmærksomhed omkring reparationer, kombineret med servicefradraget og muligheden for at blive fundet online via kortet, giver branchens aktører et stærkt udgangspunkt for vækst.
Flere af vores kunder melder allerede om øget aktivitet, og reparationer er stille og roligt ved at blive et mere naturligt valg for mange danskere - ikke mindst fordi de nu også kan trække det fra i skat.
Som en af vores gode samarbejdspartnere udtrykker det: “Jeg tager en fast pris, uanset hvor mange gange jeg skal afsted - og for det meste kan jeg klare opgaven ved første besøg. I år, hvor fradraget er kommet i spil, har jeg fået mange flere henvendelser.”
Kom med på kortet
ASWO’s reparatørkort opdateres løbende, og vi tilbyder naturligvis muligheden for at blive en del af det til alle professionelle hvidevarereparatører i vores netværk. Er du reparatør og lyder det interessant for dig og din virksomhed? Så kan du klikke her for at læse mere om reparatørkortet og hvordan du tilmelder dig.
Kortet er en del af vores indsats for at gøre det lettere for forbrugerne at vælge reparation frem for udskiftning - og samtidig skabe synlighed og nye forretningsmuligheder for de reparatører, der hver dag gør en forskel.
Disse apparater er omfattet af fradraget
Miljøstyrelsen har nu præciseret, hvilke typer hårde hvidevarer der er omfattet af det nye servicefradrag. Det gælder følgende apparater:
- Emhætte
- Fryser
- Komfur
- Køleskab
- Mikrobølgeovn
- Opvaskemaskine
- Ovn
- Tørreskab
- Tørretumbler
- Vaskemaskine
Det er altså reparation af disse produkter, der nu kan udløse et fradrag på arbejdslønnen, når reparationen udføres i hjemmet.
Det er samtidig blevet muligt at angive frataget direkte i forskudsopgørelsen på skats hjemmeside. På den måde kan det skattemæssige hurtigt klares, mens regningen alligevel er fremme - og man undgår at skulle huske på det senere, når årsopgørelsen kommer.
En informationskampagne fra myndighederne skal desuden øge kendskabet til ordningen og den miljømæssige gevinst ved at få repareret i stedet for at købe nyt. Hos ASWO ser vi frem til kampagnen og håber, at den kan være med til at skubbe udviklingen endnu mere i den rigtige retning - til gavn for både klimaet og reparationsbranchen.